Bog: "Din teenager skal coaches - ikke opdrages"

v/Arne Nielsson, Anni Kirk og Tania Wolf 

"Vi glemmer at være stolte over vores teenagere.
Der er altid så meget, vi skal rette på...."
 
Din teenager skal coaches, ikke opdrages

At blive sin teenagers coach. Lige så enkelt som det lyder, lige så stor er udfordringen. Men på med handsken. Læg den gamle opdragerrolle væk. Og kom i gang med at træne.

At blive sit barns coach er ikke en rolle, du får forærende. Det er en rolle, du gør dig fortjent til. Og du kan stole på, at dit barn har brug for dig. Også selv om det bruger al sin energi på at signalere det modsatte.

Coaching handler om at lytte og lære, at hjælpe andre på vej. At fokusere på det positive og tro på sit barns potentiale. Hvor forældre giver råd, stiller coachen spørgsmål. Coachen og teenageren er ligeværdige individer.

Teenagecoachens mantra lyder: Kunsten er ikke at få min egen holdning igennem. Målet er at få teenageren til at komme frem til, hvad der er den rigtige vej for ham eller hende.

At gå i træning som teenagecoach er en investering med vide perspektiver. Teenagetiden er en meget afgørende periode i barnets udvikling. Modsat af hvad man tidligere troede, er det her, hjernen undergår de største og mest radikale forandringer. På samme måde som i barnets første år.

I teenagetiden støbes hjernens matrice, som vi anvender resten af livet. Bogens tre forfattere har som professionelle coaches, skolelærere og forældre selv taget turen. Ja, de står midt i det. Og deres budskab er: Prøv det, det virker!

Du kan tage første skridt ved at læse denne bog. Teenagecoaching er en billet til fremtiden, som vil vende op og ned på harmonien i hjemmet og sikre en sjovere og lykkeligere tid sammen, når røgen efter teenagetiden har lagt sig. Når din teenager er blevet voksen. Som dig.

Pris: kr. 250,- inkl. moms + forsendelse